MIT DANMARK

I mit Danmark er der plads til alle, der vil være en del af det danske fællesskab. Her skelnes der ikke mellem gamle og nye danskere eller mellem dem, der kan lide frikadeller og dem, der holder af falafler. Her er plads til forskellighed. Fordi vi ikke alle sammen er ens eller har de samme holdninger, men alligevel respekterer hinanden som dem, vi er.

Vi er ikke et land skabt af enighed. Vi er et land skabt af kompromisser, og få lande har gennem historien mestret kompromissets kunst så godt som Danmark. Det kan vi være stolte af, fordi det gør vores demokrati levende. Vi kan diskutere alverdens ting og være uenige om meget, men vi er dog enige om, at de bedste resultater fås, når vi lytter til hinanden og søger kompromisset.

I mit Danmark er demokrati ikke lig med flertalsdiktatur. Det er lig med retsind, lovsind, frisind og storsind. Uden kompromisset og disse 4 grundprincipper var vi ikke blevet til det land, som vi er i dag. Det land, som jeg er stolt af at være en del af. Ikke fordi Danmark per definition er bedre end andre lande, eller fordi den danske kultur er bedre end andre, men fordi der er plads til forskellighederne, og plads til at vi kan være danskere på den måde, som giver mening for os.

I mit Danmark kan danskhed ikke gradbøjes. Fordi danskhed ikke er noget, du har eller noget, du kan opnå, men derimod noget, som du føler inde i dig selv. Derfor kan danskhed ikke testes og ingen kan tage patent på danskheden. Danskheden tilhører os alle.

Mit navn er Søren Bo Pedersen, og jeg elsker Danmark. Jeg elsker Dannebrog, jeg elsker det danske sprog, og jeg elsker den danske kultur. Og jeg vil ikke begrænse nogen andre i at gøre det samme. Derfor skal danskheden tilbage til folket, for den tilhører os alle sammen.