MIT DANMARK

Mit Danmark er rigt på muligheder for alle børn, uanset deres baggrund. På gode idéer og kloge tanker. På ligeværd. På udsyn og fremsyn.

I mit Danmark har alle børn ret til samme muligheder. Derfor inddeler vi ikke børn i A- og B-hold og giver færre rettigheder til dem på B-holdet. I mit Danmark har alle børn ret til at gå i en lokal skole, til at deltage i foreningslivet og til at leve et trygt liv sammen med deres familie i normale rammer. Vi adskiller ikke børn fra deres familier på grund af meningsløse regler. I mit Danmark betaler vi ikke forældre for at fraskrive sig retten til familiesammenføring. Og i mit Danmark tilbringer ingen børn deres barndom i et fængselslignende asylcenter.

I mit Danmark har alle børn også ret til en tryg hverdag i vuggestuer og børnehaver. Der er pædagoger nok i vuggestuer og børnehaver, så hvert enkelt barn bliver set og mødt hver dag. Og så de børn, hvis forældre ikke har samme overskud som de fleste, alligevel bliver stimuleret og kan udlevere deres potentiale.

Mit Danmark er rigt på gode idéer og kloge tanker. I mit Danmark skal ingen børn opleve skoletiden som én endeløs række af tests med en voksende nederlagsfølelse. I stedet skal de lære glæden ved at lære, opbygge selvtillid og vedligeholdenhed. I mit Danmark indretter vi ikke vores uddannelsesinstitutioner som virksomheder, der skal producere fremtidig arbejdskraft, men investerer i uddannelser, der giver viden, perspektiv og muligheder for den enkelte.

Mit Danmark er rigt på ligeværd. Vi lærer vores børn, at drenge og piger er lige meget værd, og at de kan blive lige hvad de vil. I mit Danmark lærer børnene først racisme og homofobi at kende, når de hører om det i historietimen.

Mit Danmark er rigt udsyn og fremsyn. Den næste generation skal vokse op i et Danmark, som ikke lukker sig om sig selv. I mit Danmark vi lever op til vores internationale forpligtelser og udviser solidaritet med verdens fattigste og med mennesker på flugt. Mit Danmark går foran i verden og kæmper for menneskerettigheder.